Sundt & Godt

Kira krydser målstregen ved Challenge Copenhagen 2010

Jeg har taget en meget svær beslutning. Jeg har besluttet ikke at stille op i Challenge Copenhagen i år. Lysten er der, men det er tiden bare ikke. At træne op til en Ironman distance kræver mange timers træning. Og det er skam ikke fordi, jeg ikke træner. Jeg træner minimum 12 timer om ugen og ofte mere, men kun halvdelen af denne træningsmængde er direkte relateret til triatlon. Og tro mig. Det har været en svær beslutning. Det er noget nær det største jeg nogensinde har præsteret sidste år, hvor jeg krydsede målstregen og kastede mig i armene på Pia Allerslev, der stod og overrakte medaljen. Det var den fedeste følelse efter 3, 8 km svømning, 180 km cykling og sidst men ikke mindst en lille løbetur på 42,195 km. Var jeg træt? Ja det kan du bande på, men det var i kroppen. Jeg var frisk som en havørn og kunne ikke pille smilet af ansigtet. Jeg valgte dog ikke at sætte mig ned førend, jeg havde været i bad og alt andet var overstået, for jeg vidste, at jeg ikke ville være i stand til at rejse mig igen.

Sofaen blev indtaget og følelsen var ubeskrivelig. Jeg skovlede mad indenbords. Jeg trængte til rigtig mad efter en hel dag på flydende kost i form af sukkergel. Og mine rugbrødsmadder med tun og bunker af mayonnaise smagte himmelsk.

Jeg kaster mig i stedet for ud i en halv ironman. Nærmere betegnet Challenge Århus. Det er mere realistisk sådan som mit liv er skruet sammen her i 2011.

Jeg ved godt at nogle vil tænke at en halv Ironman også er sindssygt. Sådan havde jeg det også i starten, inden en hel Ironman kom på tale. Men der sker noget, når du er i processen. Det er jo en langsom tilvænning for kroppen og derfor føltes det slet ikke så ekstremt, som man skulle tro at det ville. Du øger intensiteten og pludselig så er en cykeltur på 100 km, som et træningspas absolut ingenting. Eller en svømmetur på 4 km for den sags skyld. Et par uger før min Ironman distance i København, skulle min mand og jeg til bryllup. Inden brylluppet, der skulle finde sted kl. 14.00, tog jeg en cykeltur på 90 km. Dette kom jeg til at nævne i en samtale, ved bordet jeg sad ved og jeg blev helt chokeret over modtagelsen af denne for mig uskyldige udmelding. Folk troede jo jeg var sindssyg. Jeg selv var nået til et punkt i min træning, hvor det absolut var på et træningsniveau, der hed afslapningstur. Så når du er i en træningsplan og følger den slavisk, så opdager du ikke, at du er ved at komme ud i ekstremerne, fordi din krop har tilpasset sig træningsmængden.

For alle triatleter gælder det at det er løbedelen, der trækker tænder. Både på selve dagen for udførelse men også undervejs, når du er i gang med at træne dig op til løbedelen. Rigtig mange triatleter ignorerer løbedelen og fokuserer mere på svømmedelen, da det oftest er der, de er svage. Men det er løbedelen der er den sværeste. Det er her du skal bruge de sidste kræfter og det er her du SKAL være skadefri, ellers kan det være svært at gennemføre. Og hvis du gennemfører med skader, er det med stor risiko for varige mén.

En anden ting du skal huske som triatlet er coretræning. Hvis din core (mave/ryg) er stærk, så er du “næsten” sikker på at undgå skader. Det er nemlig typisk svaghed i core der medfører skader. I det hele taget bør alle træne core. Det er det den vigtigste træning der findes.

Jeg er lettet over at jeg endelig har taget beslutningen og det har ikke været let, men det er klart den klogeste.