Jeg går i disse dage og venter på en ganske bestemt tilbagemelding, og det er næste ikke til at holde ud. Planen er, at min mand og jeg skal over til Super Bowl i Texas og dække eventen som henholdsvis journalist og fotograf. Det kribler i maven med en bunke sommerfugle, og jeg krydser arme og ben for, at det falder på plads. Men der er mange om budet. Selvom Politiken har indsendt anmodningen, så er det ikke nødvendigvis en garanti for, at det lykkes.
Til de, der ikke ved, hvad super Bowl er, så kan jeg kort fortælle, at det er forløsningen for alle interesserede i amerikansk fodbold. Det er her, finalisterne kæmper kampen om guldet (det såkaldte Vince Lombardi-trofæ, opkaldt efter den legendariske træner, der med sine Green Bay Packers vandt de to første Super Bowls), og det er en kæmpe fest. Der sidder omkring 80.000 mennesker på et stadion, og stort set hele USA følger med hjemme foran skærmene. Det er også her, du oplever det, der hedder ’The halftime flush’. Det er blevet estimeret, at 90 millioner mennesker i USA går på toilettet i halvlegen under Super Bowl, hvilket belaster kloakkerne voldsomt. Når du sidder på sidelinjen og læser dette, så er det jo en sjov historie, og måske er det bare en skrøne. Når du googler historien, så er det lidt svært at vurdere, om historien er sand. Ikke desto mindre er det en sjov iagttagelse.
Nå, men jeg vil vældig gerne til USA og dække denne event. I 2006 var jeg på Hawaii og se Pro Bowl. Pro Bowl er en all-star kamp der dengang blev spillet ugen efter Super Bowl. Her mødes de største stjerner fra holdene i AFC-konferencen og spiller mod de største stjerner fra NFC-konferencen. Det er en stor fest med grillfest på parkeringspladsen, inden kampen går i gang, fans fra alle 32 hold i ligaen i holdenes fantastiske farver, mad i alle afskygninger, souvenirs, udstyr med meget mere, og her hyldes pensionerede spillere også. Man skal opleve det, for at forstå hvor stort det er.
I det hele taget bød året 2006-2007 på nærkontakt med amerikanske fodboldspillere. Terrell Owens (populært kaldet T.O.) spillede for Dallas Cowboys og var i Oxnard, på træningslejr. Her kom vi rigtig tæt på spillerne, og jeg fik en masse portrætter af både de ukendte og de store stjerner på holdet. Det var her i Oxnard, billedet af T.O. blev taget. Efter aftale med T.O.’s agent, lavede jeg en kæmpe udgave af billedet til T.O. selv og sendte det til ham.
Jeg venter i spænding og visualiserer, at jeg står på Cowboys Stadium i Arlington Texas d. 6. februar 2011.
december 09, 2010
Kiragall


